300.000 kroner til historiske fodspor
Egtved/Nørup: Vejleegnens Museer har modtaget 300.000 kroner fra Kulturstyrelsen til forsøgsprojektet ”Kort til Kulturhistorien”. I samarbejde med Egtved og Nørup skole skal museets skoletjeneste lave forsøg med undervisning i skolernes egne lokalområder.
Formålet med forsøget er at undersøge muligheden for at bruge de kulturhistoriske spor i skolernes lokalområde i undervisningen. Skoletjenesten rykker ud til skolen og sammen med den arkæologiske naturvejleder går eleverne på jagt efter fortidens spor i landskabet. Ved at bruge lokalområdet får eleverne en helt anden forståelse for historien. Samtidig løses et høj aktuelt problem – nemlig udgiften ved transport til og fra museerne.
Museet ud af museet
Forsøgsprojektet afvikles i tæt samarbejde med skolerne, så de kan indgå som et supplement til undervisningen. Derfor tager forløbet udgangspunkt i skolernes undervisning og kræver dermed ikke store tidsmæssige ressourcer fra lærerne. Selve forløbet afvikles som en temadag, hvor elever, lærer og naturvejlederen enten går eller cykler rundt til de historiske spor. Eksempel i gamle gravhøje, voldsteder, hulveje og mindesten.
Formålet er undersøge muligheden for at tilbyde et forløb, der kan bruges af alle folkeskolerne i Vejle Kommune. Derved sikres det at elever i alle dele af kommunen får adgang til samme tilbud. Og skolerne har interesse i denne type af undervisning. En lærer udtaler, at eleverne ”helt sikkert vil begejstres over at skulle finde historien lige uden for døren”.
Hele 11 skoler ønskede at deltage i forsøget, og to blev udvalgt. Henholdsvis Nørup og Egtved, som deltager med en 5. og 6. klasse.







RSS