Festplakat blev afsløret
Af Vibeke Frost Oxholm
Egtved: Torsdag eftermiddag var en stor gruppe mennesker samlet på Egetoft. Det var de for at være med til afsløringen af årets plakat til Fest- og Kulturugen.
Hanne Younes, formand for initiativgruppen i Fest- og Kulturugen, startede med at byde velkommen. Hun fortalte derefter, at årets tema til Fest- og Kulturugen er ”glædens energi”. Herefter præsenterede hun kunstneren bag det værk, der pryder årets plakat, nemlig den lokale kunstner Eli Dahlmann.
- Jeg er rigtig stolt over at blive valgt. Da jeg hørte, at temaet var ”glædens energi”, blev jeg rigtig glad, for det er noget, jeg altid har fokuseret på i min kunst, sagde Eli Dahlmann.
Billedet, der nu går igen på plakaten, forestiller tre mennesker, der bevæger sig - måske i dans.
- Jeg arbejder på grænsen mellem det figurative og det abstrakte, mellem det kontrollerede og det ukontrollerede. Jeg havde ikke på forhånd tænkt, at det skulle blive til mennesker, det kom helt af sig selv, fortæller kunstneren.
Da hun var færdig med at fortælle, lød der store klapsalver, inden Vejle Barokensemble overtog med et udpluk af historiske værker.







RSS