Lis fik fortjenstmedalje
Foto: VIBEKE FROST OXHOLM
Af Vibeke Frost Oxholm
Egtved: Onsdag eftermiddag var familie, venner, tidligere kolleger og beboere samlet på Tinghøj for at fejre Lis Krüger. Hun fik denne dag tildelt Dronningens Fortjenstmedalje for 40 års ansættelse.
Da Lis Krüger startede på Tinghøj, var det et plejehjem. Med tiden udviklede det sig gradvist til at blive det døgntilbud for psykisk syge, som det er i dag.
- Der er sket rigtig meget på de 40 år. Selvom jeg har været ansat det samme sted hele tiden, så har det været flere forskellige arbejdspladser med meget forskellige opgaver, fortæller Lis Krüger, der i sommer stoppede på Tinghøj.
- Jeg har været rigtig glad for min tid her. Det har været en dejlig arbejdsplads.
Overrækkelsen af medaljen stod tidligere kollega og afdelingsleder på Tinghøj Else Marie Haumann for. Hun kan næste år fejre 30 års jubilæum, så hun har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Lis Krüger i mange år.
- Dronningen kan til januar fejre sit 40 års jubilæum. Det bliver fejret med en fest i tre dage. Det har vi ikke helt råd til her at gøre for Lis. Men jeg tror nu faktisk også, at Lis føler sig meget mere tilpas ved, at vi gør det på den her måde, indledte Else Marie Haumann sin tale, inden fortjenstmedaljen blev overrakt til en storsmilende Lis Krüger.







RSS