Første sølvmærke til ni-årig
Hejnsvig: Enhver golfspiller ved, at det korte spil indenfor de sidste 50 meter fra hullet er både svært og meget vigtigt, hvis man vil præstere godt på golfbanen. Ni-årige Rasmus Højgård fra Gyttegård Golf Klub er heller ikke tvivl om dette, og derfor har han brugt rigtig meget tid på at træne de typer af slag, som man skal kunne for at være skarp omkring greenen.
Faktisk er han blevet så dygtig, at han som den første spiller overhovedet har bestået den svære prøve til sølvmærke i ”kort spil”, og det var en både glad og imponeret Børn og Unge formand fra klubben, der kunne overrække sølvmærket til Rasmus.
- I Gyttegård bliver vi altid meget stolte, når vores juniorer klarer sig godt, og det gælder selvfølgelig især, når de præsterer bedre end os voksne. Når man er ni år, er man både fysisk og udstyrsmæssigt handicappet i forhold til de voksne i det lange spil, men det kompenserer Rasmus og mange andre dygtige juniorer for ved at være ekstra dygtige i det korte spil, fortæller Børn & Unge formand James Hillerström.
Sølvmærket i ”kort spil” er en del af et samlet mærkesystem, som er lavet i samarbejde mellem Dansk Golf Union og Gyttegård Golf Klub. Mærkesystemet er blevet testet i Gyttegård gennem de to seneste sæsoner, og fra 2011 vil alle danske klubber kunne anvende det til at motivere spillere på alle niveauer til at dygtiggøre sig.






RSS