Søn overtager Egtved Smedje
Af Vibeke Frost Oxholm
Egtved: Efter 33 år som ejer og leder af Egtved Smedje takker Ole Dahl af. Firmaet overdrager han til sin 31-årige søn Kenni Dahl.
- Hele min opvækst er jeg kommet meget på min fars arbejde og har også arbejdet her i ferier og weekender for at tjene nogle skillinger og senere også for at spæde lidt til min SU, husker sønnen Kenni Dahl.
Siden 2004 har han været en fast mand i firmaet. Nu er det så hans tur til at overtage styringen.
- Den største udfordring bliver uden tvivl, at jeg ikke længere har min fars store erfaring lige ved hånden. Han er heldigvis ikke længere væk, at jeg stadig kan spørge ham til råds engang i mellem, forklarer Kenni Dahl.
Han tilføjer samtidig, at firmaets ansatte også har rigtig meget erfaring, han kan støtte sig op af.
- De ansatte er rigtig gode og effektive til det rent praktiske. Så vi har en klar arbejdsfordeling. De tager sig af det, de er gode til, mens jeg passer kontoret og det ledelsesmæssige.
Starter med ren tavle
Ole Dahls kone Hanne Dahl har gennem en længere årrække også arbejdet i foretagendet, hvor hun har arbejdet som kontordame. Hun stopper også midt i august for at nå at prøve noget andet, før hun trækker sig helt fra arbejdsmarkedet.
- Det er lidt en æra, der slutter, når begge mine forældre holder, men omvendt bliver det en rigtig spændende udfordring at skulle starte med en ren tavle, fortæller Kenni Dahl.
En anden god ting ved at begge forældre trækker sig ud af firmaet kan sønnen sagtens se.
- Jeg glæder mig til, at mine forældre ikke længere arbejder her, så jeg bare kan besøge dem og nyde det. Som det er nu, går vi jo op og ned af hinanden dagligt, og så er det bare ikke det samme, når vi ses privat. Det kan jeg især mærke, når mine søstre også er på besøg.
Mere tid til børnebørnene
Ole Dahl startede firmaet for 33 år siden, da hans tidligere læremester døde pludseligt.
- Det første års tid arbejdede jeg her selv. Så fik jeg en ansat, lidt senere en til, og så er det vokset stille og roligt, fortæller Ole Dahl.
I dag er der i alt ti fastansatte i firmaet.
Ole Dahl føler sig helt tryg ved at overlade firmaet til sønnen. Han har allerede masser af planer for sit otium.
- Jeg skal være mere sammen med min familie, især mine børnebørn. Så vil jeg også gerne spille golf, fiske lidt og den slags ting, jeg ikke har haft så meget tid til indtil nu.
Glidende overgang
Generationsskiftet bliver officielt fra 1. august.
- Vi har tog internt arbejdet henimod skiftet gennem det seneste halvandet år, så det er blevet en glidende overgang, forklarer Kenni Dahl.
Skiftet bliver markeret med en reception fredag 30. juli.






RSS