Soldans, bronzestøbning og andre håndværk
Egtved: Det er helt levende nutidsmennesker, som optræder på den årlige bronzealderfestival ved Egtvedpigens Gravplads.
Men det som de foretager sig, er et forsøg på at genoplive ting man gjorde i meget gamle dage for omkring 3000 år siden. Anni danser for solen, Lisbeth prøver at trække energier ud af naturens elementer, og Ken støber ting af bronze - for blot at nævne nogle af de medvirkende. I år finder festivalen sted 17.-20. juli.
”Egtvedpigen” - i skikkelse af danserinden Anni Brøgger - er til stede på festivalpladsen lørdag og søndag og danser sin soldans begge dage klokken 14.
Religiøse forestillinger er også emnet for et nyt indslag i festivalen, hvor Lisbeth Ellehaven hver dag fortæller om solens gang, som den fremtræder på bronzealderens stenbilleder (kaldet helleristninger). Hun viser også en ceremoni, der åbner for naturens energier, som kommer fra både solen, vinden, vandet og jorden. Desuden tilbyder hun healinger ved hjælp af kræfterne fra de fire elementer.
Bronzestøberen var en person med stor betydning i datidens samfund - en specialiseret håndværker, som kunne mere end de fleste. På festivalen kan man møde Ken Hedegaard - en nutidig bronzestøber, som har øvet sig i årevis, indtil han mestrede det gamle håndværk.
Andre håndværk, som eksempelvis arbejde med uld og væv eller med træ eller ler, krævede nok dygtighed, men ikke helt så specielle færdigheder som bronzestøberiet, og den slags arbejde er sikkert foregået i de fleste husholdninger. Det kan man også få at se på festivalen, og her kan både voksne og børn selv deltage efter lyst og evne. Man kan også forsøge sig med at kaste spyd, et våben som blev brugt både til jagt og til krig.
Der er altså nok at tage sig til, og tidligere år har der da også været familier, der har tilbragt en hel dag ved Egtvedpigens Gravplads. Derfor er der indrettet en bod med mad og drikke, der smager lidt af bronzealder, så ingen behøver at sulte eller tørste i de fire festivaldage. Man kan naturligvis ikke betale med nutidige penge, men ved indgangen til festivalpladsen kan man veksle til et betalingsmiddel, som er gangbart i de forskellige boder.
Der er en entré på 40 kroner for voksne, mens det er gratis for børn og unge under 18 år at deltage.
Bronzealderfestivalen er arrangeret af Randbøldal-Museet i samarbejde med Vejleegnenes Museer.






RSS