Endnu et tilbageskridt for lokalsamfundet
Læserbrev: Engang havde vi et bibliotek. Det var altid en stor glæde at gå derhen og finde god læsning, at få et godt tip fra bibliotikaren, at træffe andre, der var ude i samme ærinde.
Så fik vi en bogbus - en ringe erstatning; men dog bedre end ingenting. Så gik bussen i stykker - det siges der kommer en ny til november. Vi kommer nok igennem sommeren uden mulighed for at nyde en sommeraften i haven med en god biblioteksbog; men trist er det.
Men så har vi jo Ågården med vores dejlige dagcenter og café. Her mødes rigtig mange ældre Ågård-borgere til mange forskellige aktiviteter, der holder os i gang både åndeligt og fysisk. Her kan vi få en dejlig kop kaffe eller en god frokost /middag. Det er det samlingssted, som gør det muligt at sætte aktiviteter i gang.
Personligt kommer jeg der en del. Allermest glad er jeg dog, fordi vi har et sted, hvor vi - cirka 20 damer - kan holde til med vores Røde Kors Nørklegruppe. Udover muligheden for sammen at lave tøj til trængende børn ude i verden, ligger der noget meget værdifuldt socialt i at kunne mødes omkring dette arbejde. Hvad gør vi, hvis dette sted bliver nedlagt? Vi har ikke andre samlingssteder her i lokalområdet.
Med en i tiden meget brugt udtryk føler vi, at vi er kommet i et udkantsområde.
Jeg vil opfordre vore politikere til at tænke sig godt om, før de eventuelt vedtager et forslag, der gør det endnu sværere at være ældre borger i den sydlige del af kommunen.
En lille tilføjelse til sidst: Mange af de ældre, der har deres gang på Ågården, er også dem, der som frivillige gør meget for stedets beboere.
Ellen Staugaard
Bygvænget 13, Ågård
6040 Egtved






RSS