Hvordan skal fremtiden mon se ud?
Læserbrev: Politikerne skal have et stort regnestykke til at gå op, og der skal skæres over alt i kommunen.
Mærkværdigvis giver politikerne lidt med den ene hånd, opretter lokalråd, med begrundelsen ”at tilgodese” borgerne i de mindre bysamfund, for derefter at skære dybt i de lyspunkter der er i dagligdagen for en masse mennesker.
Busruter nedlægges, og nu er turen kommet til et lokalt samlingssted, nemlig dagcenteret og cafeen på Ågården. Når cafeen og dagcenteret er lukket, kan politikerne om få år ”med god samvittighed” lukke plejehjemmet Ågården, da det alligevel ikke fungere optimal uden cafe og dagcenter.
Hvordan har politikerne tænkt sig at fremtiden for de mindre bysamfund skal se ud? Alle skal tilsyneladende transportere sig til ”hovedstaden Vejle” eller centerbyerne.
Hvordan de kommer frem, er deres eget problem, da busser og taxi-transport er sparet væk.
Der er masser af frivillige hænder, som giver den en skalle og gør meget godt for beboere og brugere af cafeen og dagcenteret, og de ganske gratis arbejdende ildsjæle bliver også ”arbejdsløse”, - eller skal bruge en rum tid til transport til de store centralt placerede plejehjem?
Rigtig mange gode initiativer bliver ødelagt.
Hvorfor ikke tage hele plejehjemmet i et hug, fjern idrætsanlæg, skoler samtlige legepladser og flyt alt til Vejle og gør de mindre samfund til sovebyer. Det er den vej, politikerne går i øjeblikket.
På lokalrådets vegne
Ole Prüsse
Åglimt 9A
6040 Egtved






RSS