Vellykket sommerfest trods færre besøgende
Foto: MOGENS BACH
Af Vibeke Frost Oxholm
Egtved: De sidste ting er netop nu ved at blive afregnet, så det økonomiske resultat af Sommerfesten forrige weekend kan blive gjort op.
Selvom regnskaberne ikke er endeligt gjort op, har arrangørerne af sommerfesten dog en god fornemmelse af, hvordan resultatet ender.
- Vi forventer at få et overskud, der er lidt mindre end det sidste år. Dengang var overskuddet på 92.000 kroner, hvilket var absolut rekord, fortæller formand for sommerfestudvalget Andreas Fristoft.
Han fortæller, at der til årets sommerfest var mellem 10 og 20 procent færre besøgende end i 2009.
- Vejret har ikke helt været med os. Fredag var det rigtig koldt, og både lørdag og søndag kom der nogle ordentlige regnskyl.
At vejret ikke var, som arrangørerne kunne ønske, var sommerfesten stadig en succes.
- Vi synes, der igen i år var en rigtig god stemning, og at folk var glade. Det er ligeså vigtigt for os, som hvordan økonomien hænger sammen, forklarer Andreas Fristoft.
Som noget nyt har sommerfestudvalget valgt at holde en større evaluering. Det kommer til at ske torsdag 1. juli klokken 19 i Hallen.
- Alle, der har ris eller ros, kommentarer eller måske kunne tænke sig selv at være med til at planlægge sommerfesten i 2011, er meget velkomne, siger formanden.
Planlægningen af næste års sommerfest er ikke langt væk. Udvalget mødes nemlig første gang i september og får sat de første streger til sommerfesten 2011.






RSS